Case: MovieStarPlanet

Specialisterne hjalp MovieStarPlanet med at gennemse og strukturere 3D-filerne bag spillet BlockStarPlanet, da det skulle migreres til en ny platform 

Udfordringen

I forbindelse med migrering af det populære onlinespil BlockStarPlanet til en ny platform havde MovieStarPlanet behov for at få gennemset og struktureret de mange filer, der over fem år var blevet modelleret til 3D-assets. Filerne fandtes i flere forskellige versioner, og folder-struktur og filnavne gav ikke et tilstrækkeligt overblik over de aktuelle filer i spillet. MovieStarPlanet havde ikke ledig kapacitet til selv at klare den omfattende opgave, som krævede længerevarende koncentration og systematik. 

Løsningen

Specialisternes konsulent fik plads i et stille hjørne hos MovieStarPlanet, og en programmør gav konsulenten en fire siders to-do liste over alt, der skulle gennemgås. Konsulenten forstod hurtigt opgaven og krævede ikke den store introduktion. MovieStarPlanet havde sat seks uger af til opgaven, men Specialisternes konsulent løste den på tre uger.

 

Kunden siger

”Ifølge vores programmør blev to-do listen nærmest kun læst igennem én gang, og så kørte det. Det virkede til at være meget nemt for Specialisternes konsulent, der var helt fokuseret og gennemgik det hele. Det var meget begrænset, hvad konsulenten skulle bruge af hjælp undervejs, og det har været meget tilfredsstillende, at arbejdet blev udført så hurtigt.”

 

Malene Fogh Jensen, Product Manager for BlockStarPlanet