Case: SimCorp
Konsulenter fra Specialisterne hjælper børsnoterede SimCorp i arbejdet med at migrere selskabets IT-infrastruktur og services fra lokale datacentre til en cloud-løsning
Udfordringen
Den børsnoterede danske virksomhed SimCorp, som laver IT-løsninger til den globale finansielle sektor, er i færd med at migrere hele sin egen IT-infrastruktur fra lokale datacentre til Microsofts cloud computing-platform Azure. Alle data og services skal flyttes eller erstattes bit for bit.
Det er en stor, flerårig operation, kun få internationale virksomheder har prøvet før i den skala, hvorfor det er en udfordring at rekruttere IT-folk, der på samme tid har indsigt i infrastruktur, administration, cloud, softwareudvikling og automatisering.
Løsningen
SimCorp har valgt at kombinere Specialisternes konsulenter, der har en naturlig tilgang til udvikling og automatisering, med de eksisterende SimCorp-medarbejderes mangeårige erfaring i infrastruktur og systemadministration.
De to konsulenter fra Specialisterne udgør et effektivt, stabilt team inde i den ellers agile organisation i SimCorps IT-afdeling. Her løser konsulenterne forskellige opgaver, der hjælper SimCorp i arbejdet med at etablere netværk og pipelines til Microsoft Azure med Azur DevOp, og med at udvikle nye web-baserede services til SimCops interne brugere.
Specialisternes konsulenter løser blandt andet opgaver som:
- Udvikling af cloud-komponenter vha. infrastructure-as-code.
- Hjælp til fejlfinding i udviklet kode.
- Støtte i træning af nye medarbejdere.
- Deltagelse i agile ceremonier, såsom stand-ups, refinement og retrospectives.
- Sparring omkring softwareudviklings-metodikker.
Kunden siger
”Da vi startede vores cloud-projekt, var alle vores faste IT-medarbejdere nødt til at gentræne dem selv inden for softwareudvikling og automatisering. Omvendt skulle konsulenterne fra Specialisterne, der havde en naturlig tilgang til udvikling, trænes i infrastruktur, migrering og cloud. Konsulenterne fik en måneds formel onlinetræning, hvorefter vi gav dem de første cases. Vi havde sat en måned af til deres første opgaver, men de løste dem inden for nogle dage. Og sådan er det fortsat.”
”Generelt er konsulenterne utrolig hurtige til at optage ny viden og bruge den til at skabe nye produkter, der er meget værdifulde for os i den proces, vi er i. De kigger på et problem og løser det hurtigt med de redskaber, de har eller bliver gjort bekendt med. De samarbejder effektivt med IT-folk, der har 20-30 års erfaring på et højt specialiseret område, men mangler konsulenternes talent for udvikling og automatisering. Det er to afgørende skill sets, som bliver bragt sammen i kraft af Specialisternes konsulenter. De bidrager til, at 1+1 bliver 3 i en proces, ingen af os garvede IT-folk har prøvet før.”
Jacob Mygind, Director, Cloud Platform Owner, SimCorp.